Thursday, August 24, 2006

Den tidligere chefs fødselsdag

I dag fik jeg endelig login til computeren og mail-adresse, han havde selvfølgelig stavet Thiesen med to s'er, men det gør ikke så meget, gider ikke vente mere på at kunne modtage mails, ha' et sted at gemme filer, gå på intranet osv. Måske ville han lave det om alligevel, så jeg ved ikke helt hvad min e-mail er! Deres tidligere chef (hende der er dygtig men streng) havde fødselsdag i går og hun blev 50 år. I dag var hun så lige oppe på kontoret, og der var fælles lunch i den afdeling, hvor cheferne holder til. Der var også åbent ind til deres kontorer, og så var det tydeligt, hvem der egentlig har de fede udsigter! De har ikke fundet Moniques afløser endnu, så mon ikke jeg kan sætte mig ind på hendes kontor engang i mellem :o) Der er udsigt over Seinen, Eiffeltårnet, La Défense - det var bare skide flot. Hun holdt også en lille tale, og så kunne jeg måske godt lidt forstå, hvorfor nogle kan have det lidt svært med hende. Hun siger meget direkte hvad hun mener, og selvom hun ikke er ved UNEP mere, så gav hun alligevel lidt formaninger om hvordan de burde arbejde. Men jeg beundrer hende nu stadigvæk ganske meget, for hun har opnået en masse, og prøvet en masse forskellige ting. Hun er flyttet til Washington, hvor hun har fået en meget højere stilling (udsigten kan dog umuligt være bedre end ved UNEP!) Vi fik en masse forskelligt at spise, meget som jeg aldrig har set før, det var ret spændende. Remy, vores receptionist, havde også bagt en kage, og den var rigtig god. Han er simpelthen så hjælpsom og glad, så jeg bliver helt glad bare ved at tænke på det! I går brugte han omkring en halv time på at forklare mig hvordan restaurant-kortet virker, og hvordan jeg skal bruge min telefon. Alle ved UNEP har en eller anden ’mission’, og hans må være at gøre andre glade. Efter mine tre dage her lader det til at folk kommer godt af det med hinanden - og det er jo meget vigtigt! Jeg er nu ved at have fundet ud af gangsystemet heroppe, det er faktisk ikke så svært alligevel! Ellers er der vist ikke mere at fortælle, halsen har det bedre, men jeg hoster desværre rigtigt meget, forhåbentligt går det snart over. Til min mor og Michael: jeg skal nok huske at drikke te!

No comments: